Arkæologiklubben ”Flækken”

 

Flækken er en klub for arkæologi-interesserede – især amatørarkæologer, men professionelle er meget velkomne. Vi holder til i Lyngby-Taarbæk kommune og en stor del af vores aktiviteter finder sted her. Vi holder til i kommunens ejendom ”Frieboeshvile” – et dejligt hus bygget i midten af 1700-tallet. læs mere om Frieboeshvile. Her stiller Lyngby-Taarbæk kommune kælderen til vores rådighed som arbejdsplads, men vi kan også bruge andre lokaler til foredrag og til mindre udstillinger.

 

Flækken har i dag omkring 100 medlemmer – mange fra kommunen og en del fra andre nærliggende kommuner. Vi har også ca. 30 ”venner af Flækken”, som er mere løst tilknyttet. Klubben har samarbejde med en række af landets andre arkæologi-klubber og er medlem af Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer SDA

 

Flækken blev startet i 1963, og er dermed en af landets ældste arkæologiklubber. Det var en engageret lokal gruppe med den markante amatørarkæolog Johannes Boager i spidsen, der i starten udgjorde kærnen. Men en række aftenskolearrangementer trak hurtigt mange interesserede, lokale til og Flækken fik hurtigt den størrelse, som den har den dag i dag.

 

I Flækken holder vi foredrag om arkæologiske emner. Vi beskæftiger os især med Nordens forhistorie, men kan godt gå både op i tiden og ud i fjernere egne. Vi arrangerer udflugter til oldtidsminder, museer m.m. rundt om i landet og i nabolandene – normalt hvert år 2-3 endags-udflugter plus en tredages-udflugt. Alt efter interessen arrangerer vi studiekredse for medlemmerne om forskellige emner. Både begyndere og garvede (amatør)arkæologer kan være med. Og når der er lejlighed til det og behov for det, giver vi en hånd med, når de professionelle arkæologer foretager udgravninger i kommunen.

 

Udover at kommunen stiller lokaler til rådighed for os, så har vi et tæt samarbejde med Lyngby-Taarbæk stadsarkiv, som har til huse på Frieboeshvile.

 

Vi lægger vægt på, at Flækken er en åben forening. Det betyder, at der normalt er offentlig, gratis adgang til vores foredragsaftener, som annonceres i lokal-pressen. Medlemskab er åbent for alle. Kontingentet er i dag ”mindst" kr. 200. Hvis du først vil have et indtryk af, hvad Flækken er for noget, kan du vælge at blive ”ven af Flækken” for kr. 50 pr. år.

 

Flækkens bestyrelse består i dag af:

 

    Formand:    Jette Svane Hansen

    Sekretær:   Jesper Grand          

    Kasserer:    Lone Søndergaard

    Øvrige:      Inge G. Christensen

                    Peter Hoffmann

                    Kenneth Scott Bentsen

                    Aksel Thomsen

    Suppleanter:

                    Tove Frederiksen

                    Peter Nylin